Menneskets bedste hjælper

Vi mennesker har længe holdt husdyr. Til alverdens formål. Til jagt, vagt, træk og til at vogte andre dyr. I takt med, at nødvendigheden for husdyrenes praktiske hjælpsomhed daler, er der dog stadig brug for især hundenes skarpe sanser og lærelystne sind. Det nyder både Vanessa og Christina godt af.
Af Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Jeg går ind ad døren hos Delizioso. Et italiensk spisested i Åbyhøj. Umberto Tozzis ’Ti Amo’ flyder blødt ud af højtalerne, mens det syder og steger fra det åbne køkken bagest i biksen. Ved det midterste bord i den lille restaurant sidder Vanessa. Hun ser op mod mig, da jeg kommer ind. Hun rejser sig, smiler og giver mig hånden. Vi sætter os. Under bordet, ved Vanessas fødder, ligger en kæmpestor, kridhvid pelsklump. Det er Dixie. Både Dixie og Vanessa har med garanti lagt endnu mere mærke til de mange lyde i lokalet, end jeg har. Dixie fordi, hun er en hund, og fra naturens side er udstyret med en fænomenal hørelse. Vanessa fordi, hun har været nødt til at skærpe sin høresans. Hun har kun tre procents syn tilbage.

Jeg kan slet ikke se på Vanessas øjne, at de nærmest ikke fungerer. Hun forklarer, at hun har lært at lytte sig frem til, hvor hun skal kigge hen, når hun snakker med folk. Jeg bilder mig ind, at vi har øjenkontakt flere gange, selvom hun altså er 97 procent blind.

Vanessa er født med Kjers opticusatrofi. Eller bare Kjers. Det er en kromosomfejl, der ikke påvirker øjnenes udseende, som det for eksempel er tilfældet med grå stær. Sygdommen er arvelig, og Vanessa fortæller, at der er omkring 1500 mennesker i Danmark med samme diagnose som hende. Det er dog langt færre, der er så hårdt ramt som hende. Kjers medfører nedsat syn fra fødslen. Vanessa blev født med cirka 40-50 procents syn. Sygdommen gør, at hendes synsnerver er meget porøse, og at de langsomt smuldrer. Vanessa er 25 år gammel.

“Normalt kan hun altså også andet end at give pote,” fortæller Vanessa.
Foto: Jonas Kjærsgaard Laasholdt

Gudskelov for Dixie
Vanessa er så heldig at have Dixie ved sin side hver dag. Det har hun haft i tre år nu. Det var egentlig ikke meningen, at hun skulle have haft hende, da det skete. Hendes syn var ikke så ringe – procentvis – at hun var i gruppen af dem, der normalt får bevilliget en førerhund. Da man observerede Vanessa, og så, hvor usikkert hun bevægede sig rundt i trafikken, blev der dog gjort noget, og siden har Dixie været Vanessas faste støtte. Vanessa fortæller, at det er meget rarere at have Dixie med sig, end at gå rundt med en stok. Inden hun fik Dixie var hun bange for at blive ensom og bare blive fanget derhjemme. I dag fornemmer jeg, at hun har mange gode folk omkring sig, der støtter hende, når der er brug for det. Det hjælper hende, at de fleste kender hende i Hedensted, hvor hun bor. Det er også en gevaldig hjælp at have Dixie, når turen går mod togstationen i Hedensted. ”Hvis jeg har Dixie med, tager det er par minutter at gå ned til toget. Hvis jeg går derned selv, tager det et kvarter,” siger Vanessa og klør Dixie på hovedet, som for en gangs skyld stikker op over bordkanten. Måske reagerede hun på, at der blev sagt ’tog’­?

 

Her kan du høre Vanessa fortælle lidt om, hvad Dixie betyder for hende til hverdag.

DB og BFO
I Danmark er der et sted mellem 230 og 250 førerhunde til blinde. De mest brugte førerhunderacer er labrador, golden retriever og schæfer. Herhjemme har man uddannet førerhunde siden 1949. Fælles for Dansk Blindesamfund og Brugernes Førerhundeordning, som er to af de organisationer, der uddanner og udplacerer førerhunde herhjemme, er, at de gør en dyd ud af, at hundene skal trænes til at kunne forstå et hav af kommandoer – cirka 35 af slagsen. Og der kommer løbende flere. Førerhunde uddannes nu også i, at hjælpe deres brugere med at betjene rejsekortsstanderne rundt omkring i landet. Noget, de af gode grunde ikke blev trænet i før i tiden. Det tager op mod to år at uddanne en førerhund. I de to år er tid hos en såkaldt foderværtsfamilie også inkluderet. En foderværtsfamilie er en familie, som frivilligt har indvilget i at lære den kommende førerhund basale kommandoer. Når den er omkring et år gammel, begynder træningen for alvor. Det foregår sammen med en førerhundeinstruktør. Herefter matches de uddannede førerhunde med ansøgerne.

Sådan ser Dixies halsbånd ud.
Foto: Jonas Kjærsgaard Laasholdt


Hvem kan få en førerhund?
Kriterierne for, hvornår man ser så ringe, at man har brug for en førerhund, er ikke fast definerede. Ansøger man om en førerhund, bliver behovet vurderet ved et hjemmebesøg af blandt andre en førerhundeinstruktør. Her bliver det vurderet, om man er i stand til at tage vare på en hund. Den skal naturligvis luftes og passes, som alle andre hunde. Sideløbende vurderer man det egentlige behov. Altså, hvor dårligt ser den, der ansøger. Det er ikke et krav at være hundrede procent blind. Det er Vanessa et levende eksempel på.

Støttehunde Til Handicappede
I Danmark har man uddannet støttehunde siden midten af halvfemserne. Hos Støttehunde Til Handicappede (STH), har man efterhånden en klar formel at uddanne støttehunde efter. Selvom der også bliver lagt vægt på, at hver enkelt hund er forskellig fra de andre. Hos STH uddanner man hunde specielt med det formål at være i stand til at lette dagligdagen for danskere med bevægelseshandicap. Hos STH er det imidlertid ikke alle hunde, der kan blive støttehunde. Hundene skal være robuste – både fysisk og mentalt, da de skal holde længe. Der kræves meget af deres psyke, fordi de kommer ud i en verden, hvor deres bruger afhænger hundrede procent af, at de præsterer.

Ifølge STH’s egen hjemmeside er det for eksempel vigtigt, at en kommende støttehund udviser en høj grad
af nysgerrighed, flokfølelse, samarbejdsvilje og mod. Man tester blandt andet hundenes robusthed ved at forskrække den. En form for stresstest. Simpelthen for at se, hvor lang tid der går, før den falder til ro og igen er i kontrol med situationen. På hjemmesiden går et ord som miljøtræning igen. Det handler om, at hundene skal ud i verden og trænes i forskellige situationer. ”Hvis nu brugeren tit tager toget, er det vigtigt, at hunden er tryg ved situationen, og ikke bliver forskrækket over pludselig at være et sted, hvor den ikke ved, hvad der foregår. Det får brugeren ikke meget ud af.” Sådan siger Lisa Klint, der er administrationschef i STH.

Christina og Frigga
Christina har knogleskørhed og har haft støttehund siden 2006. Det har dog ikke altid været den samme. Frigga er hendes tredje hund. Da hendes første hund døde, var hun overbevist om, at hun ikke behøvede eller kunne overskue at anskaffe sig en ny. Det endte hun dog med at gøre alligevel. Mønstret gentog sig, da Christinas anden støttehund også døde, bare syv år gammel. Men Frigga kunne hun ikke sige nej til, da hun fik hende for en måneds tid siden.

Én af grundene til at Christina søgte en støttehund, var, at hun følte sig alene. Samtidig med ensomheden havde hun svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Den slags bekymringer er hunde som Frigga uddannet til at afhjælpe. Hun hjælper Christina i og af tøjet, og hun åbner og lukker alverdens døre, låger, hylder, skuffer og skabe for hende. ”Jeg har én at være noget for. Jeg har én, der er afhængig af, at jeg står op. Hver dag. Det betyder alt,” siger Christina. Udover selv at være bruger, er hun ansat i STH. Her arbejder hun som bogholder og administrativ assistent.

Christina fortæller, at Frigga er hendes bedste ven, og at hun fungerer fantastisk som isbryder, når hun kommer kørende i sin kørestol ude i byen. Kommer hun trillende et sted, ser folk ikke kun hendes kørestol og hendes 92 centimeter. De ser også Frigga. Folk vil gerne snakke med hende, og på den måde kommer Christina i kontakt med langt flere mennesker, end hun ville gøre uden sin støttehund.

Christina arbejder til daglig i STH, og har også selv god gavn af sin støttehund.
Foto: STH.dk

Hvor godt klarer hundene sig?
Hos både BFO, DB og STH er årlig evaluering og samtræning en del af dét at have hund. De gennemgående temaer for evalueringerne hos de forskellige foreninger er, om forholdet mellem bruger og hund er som det skal være, og om hunden udfører sine opgaver, sådan som den er trænet til at udføre dem. Hos STH evaluerer de månedligt det første halve år. Derefter evaluerer man én gang årligt.

I forhold til brugerens tilfredshed med hundene, er der mange positive tilkendegivelser at finde. Det er fælles for de fleste, at brugerne – både af støtte- og førerhunde – føler, at deres livskvalitet forøges ved at have en firbenet makker med sig rundt i landet til hverdag. Der bliver også lagt vægt på glæden ved at kunne samarbejde med hundene.

Ud over freden og roen i maven over at have en hund, er der også sundhedsmæssige fordele ved at have en. I STH’s eget blad skriver de, at dét at have og passe en hund kan være med til at forbedre helbredet hos brugerne. Det er blandt andet ved hjælp af ting som nedbragt kolesteroltal og blodtryk, forbedret kondition og lavere risiko for allergi, depression og stress. Alt det fører desuden til en lavere risiko for hjertekarsygdomme. Ifølge listen er hunde også med til at styrke brugernes selvværd og deres evne til at danne relationer – både med mennesker og dyr.

Menneskets bedste ven
Når vi mennesker er så glade for hunde, er det altså med god grund. Vi har brugt dem til alverdens ting gennem tiden. Nu til dags bruges de mestendels som familiehunde. Som kæledyr. Men der findes stadigvæk praktiske opgaver, som hunden er det ideelle dyr til at løse. Den tryghed og robusthed, og det selvværd som henholdsvis Dixie og Frigga fremkalder i mennesker som Vanessa og Christina, er det tvivlsomt om de havde kunnet mønstre på egen hånd.

Det har også helbredsmæssige fordele at have en hund. Man bliver sundere, og risikoen for livstruende sygdomme og stress nedbringes også. Derudover viser evalueringerne fra Dansk Blindesamfund, Støttehunde Til Handicappede og Brugernes Hundeførerordning, at den generelle livskvalitet også forøges blandt brugerne af deres firbenede kolleger.

Leave a Reply