Muskelhunde – farlige eller fredelige?

Alba spejder ud mod en usikker fremtid. Privatfoto

I 2010 kom muskelhunde og deres ejere ud i en regulær shitstorm. Resultatet blev en ny lov, der gjorde 13 muskelhunderacer ulovlige i Danmark. Otte år efter kigger vi på, hvordan det står til for andre muskelhunde i Danmark.

Af Kalle Højer Larsen

Drengen sidder på gulvet og græder. Han har autisme, og er midt i et anfald. Alba trækker i sin snor, og piber højlydt. Hun er tydeligvis ikke tilfreds med situationen. Snoren bliver taget af hende, og hun lunter hen til den grædende dreng. Hun sætter sig ved ham og slikker tårerne af hans kind. Drengen er ved at falde ned, så Alba lægger sit hoved i hans skød, hvor hun bliver liggende, til han er helt rolig igen.

Alba er en tre år gammel Old English Bulldog. Hun er en såkaldt muskelhund. Hun vejer omkring 30 kilo, og langt størstedelen er muskler. Men gennem konsekvent opdragelse og et godt miljø, er hun blevet den kærlige og omsorgsfulde hund, hun er. Og det er netop det, eksperter siger, er det afgørende for, om en hund bliver aggressiv eller ej.

Alba ligner ikke umiddelbart en farlig hund. Privatfoto

Hunde er ikke født aggressive

Ifølge Dansk Kennel Klub er det disse faktorer, der gør sig gældende for, om en hund kan udvise aggressivitet og i sidste ende bide: dens tidligere arbejdsfunktion, dens medfødte adfærd, hundens type, de erfaringer den har gjort sig og ejerens adfærd. Af alle disse er det kun de to første, der har noget med hundens race at gøre. Resten er tillært eller omstændigt.

Dansk Kennel Klub har lavet en video, der forklarer, hvorfor hunde kan udvise aggressivitet og hvad man kan gøre ved det. I videoen nævnes der ikke noget om, at muskelhunde eller andre slags hunde for den sags skyld skulle være mere tilbøjelige til at bide end andre. Hvis man vil vide, om en hund kan finde på at bide, skal man ifølge Dansk Kennel Klub hellere kigge efter følgende:

Grafik: Dansk Kennel Klub

Tank og Nelli er to Old English Bulldogs på et og to år. Ifølge deres ejer, Bo Frisch, møder man tit fordomme, når man har bulldogs eller andre muskelhunde. Bo har selv oplevet, at folk går over på den modsatte side af vejen, når ham og hundene er ude på tur, eller at de kommenterer dem.

”Folk har sagt, at mine hunde burde have mundkurv på, fordi de er den slags hunde, der kan finde på at slå børn ihjel”

Den værste episode, Bo kan huske, er engang, han var i hundeskoven med sine to firbenede venner. Ifølge Bo havde en anden mands hund lagt op til leg, og Tank og Nelli var gået med på legen. Bo medgiver, at det kan lyde lidt voldsomt, når bulldogs leger, men at det ikke er fordi de aggressive. Den her mand havde dog ikke samme opfattelse og stoppede derfor legen, hvorefter han besluttede sig for at give Bo og hans hunde en ordentlig røffel.

”Han mente at de var en trussel for alle andre. Han sagde, at de burde aflives.”

Tank og Nelli er ifølge Bo rolige og endda dovne til tider. At de burde aflives, er et skrækscenarie for ham, men heldigvis ikke nødvendigt. Ifølge Dansk Kennel Klub er det sjældent nødvendigt at aflive hunde for aggressiv adfærd. Man kan som regel fange det i opløbet, eller rehabilitere aggressive hunde, så de bliver rolige igen.

Hvordan skal man håndtere aggressive hunde

Det handler om at forebygge aggressivitet i hunde, siger Dansk Kennel Klub. I deres videoer giver de adskillige bud på, hvordan man kan se, om ens hund er aggressiv, og hvordan man kan træne sin hund til at være rolig. Overordnet handler det om at:

Grafik: Dansk Kennel Klub

En tynd lov

I Danmark fik vi den 1. juli 2010 indført en hundelov, der forbyder avl og ejerskab af 13 hunderacer. Loven forbyder også krydsninger af hunde inden for de 13 racer. Ifølge Cecilie Thorslund, der er forsker i sociologi og har skrevet speciale om netop hundeloven, er loven bygget på et videnskabeligt tyndt grundlag. Hun lægger især vægt på tre hovedpunkter i sit speciale.

  1. De 13 racer af muskelhunde – med Pitbull terrier og Amerikansk staffordshire terrier (Amstaff) som de mest kendte – tegner sig kun for 6 procent af de 5.000 hundebid, som årligt bliver registreret i Danmark. Til sammenligning står schæfere, rottweilere og gravhunde for i alt 78 procent.
  2. I Holland, Skotland og Italien har man haft en tilsvarende lov mod de største og stærkeste hunde. Erfaringerne fra de tre lande viser, at man hverken begrænser antallet af bid, får færre alvorlige ulykker eller for den sags skyld gør befolkningen mere tryg med et forbud.
  3. De tre lande har endda valgt at ophæve eller justere loven igen, fordi den ikke har haft nogen effekt.

”Og ud fra det jeg har set, er der ingen grund til at tro, at forbuddet skulle have en større effekt i Danmark,” bemærker Cecilie Thorslund.

I loven indgår der også, at der er mulighed for tilføjelse af flere racer. Den ellers kærlige og omsorgsfulde Alba eller legesyge Tank og Nelli risikerer en dag at blive forbudt i Danmark.

”Det ville gøre mig ekstremt ked af det. Jeg har brug for hende, og hun har også brug for mig. Jeg kan ikke undvære hende,” siger Albas ejer.

 

De 13 forbudte racer er:

  1. Pitbull terrier
  2. Tosa inu
  3. Amerikansk staffordshire terrier (Amstaff)
  4. Fila brasileiro
  5. Dogo argentino
  6. Amerikansk bulldog
  7. Boerboel
  8. Kangal
  9. Centralasiatisk ovtcharka
  10. Kaukasisk ovtcharka
  11. Sydrussisk ovtcharka
  12. Tornjak
  13. Sarplaninac

 

 

Kilder: http://www.fairdog.dk/elements/documents/research/kampen-om-hundene.pdf

Leave a Reply